Foreningen National Hotdogdag

Velkommen

Her finder du alt om National Hotdogdag

National Hotdogdag

Bliv støttemedlem

Er du pølsemand?

Er du vild med hotdogs og har du brug for en rigtig god undskyldning for at spise dig en pukkel til i Danmarks nationalspise, så kom og vær med, når National Hotdogdag løber af stablen søndag den 19. juni 2011 på Axeltorv i København.

Pølsevognen længe leve

For fjerde år i træk står pølsemand John Jensen i spidsen for National Hotdogdag, hvis primære formål er at sætte fokus på pølsevognen som spisested.

De danske pølsevogne er under pres fra bl.a. store internationale fastfood kæder og cafeer, men Foreningen National Hotdogdag vil gerne tage kampen op. Vi vil have sundere pølser uden tilsætningsstoffer, gode, hjemmelavede dressinger og grove brød. Vi vil gøre pølsevognen til et bedre sted at spise. Meget sundere – og naturligvis med masser af smag.

Hvad er en strøgtur i København uden en hotdog? Ikke særlig sjov, hvis du spørger de over 30.000 danskere, som har meldt sig som fans af National Hotdogdag på Facebook.

Hotdogs til en tier

På National Hotdogdag søndag den 19. juni 2011 kan du købe hotdogs for kun 10 kr. fra de mange pølsevogne, der opstilles på Axeltorv i København.

Udover pølsevognene vil der også være underholdning, konkurrencer og mulighed for at tegne et støtte-medlemskab af Foreningen National Hotdogdag for blot 50 kr. om året.

Spis dig til velgørenhed

Ligesom de forrige år går alle indtægter fra National Hotdogdag til Foreningen Familier med kræftramte børn. Sidste år fik foreningen overrakt næsten 80.000 kr. – et beløb du kan være med til at overgå i år.

Kom og vær med, spis masser af hotdogs og deltag i fejringen af National Hotdogdag – for pølsevognen og børnenes skyld!